Benjamin Kibebe
solgt til FC Luzern
FC Nordsjælland sælger den stærke forsvarer Benjamin Kibebe til den
schweiziske topklub , hvor han har fået en tre-årig kontrakt
28-årige Benjamin Kibebe skifter efter denne sæson til FC Luzern i Schweiz, der har fulgt den stærke forsvarer med stor interesse i længere tid.
Det blev til to gode sæsoner hos FC Nordsjælland for Benjamin Kibebe, der indtil videre har spillet 62 kampe for FCN og måske kan nå lidt flere endnu, inden skiftet efter denne sæson er en realitet. Benjamin Kibebe har spillet mange rigtig gode kampe i FCN trøjen.
FC Nordsjællands sportschef Jan Laursen ser salget som et gode for alle parter:
- Det er meget tilfredsstillende at kunne sælge en spiller til udlandet i en tid med et ellers meget svært marked for spillerhandler. Samtidigt er det en god mulighed for Benjamin Kibebe i en stor schweizisk klub som FC Luzern. Og for FC Nordsjælland er det atter et bevis på, at klubben er den helt rigtige base for karriereudvikling.
- Vi takker Benjamin for hans indsats og ønsker ham held og lykke i schweizisk fodbold. Samtidigt glæder vi os over den hurtige afklaring, som giver bedre tid til at udpege en kompetent afløser, siger Jan Laursen.
Hovedperson selv glæder sig over en god tid i FCN, og glæder sig til de nye udfordringer:
- Allerede da jeg spillede i Norge, havde jeg et stort ønske om at prøve mig af uden for Skandinavien, og her så jeg FC Nordsjælland, som et perfekt springbræt. Jeg har udviklet mig spillemæssigt i en for mig ny spillestil, og det vil helt sikkert komme mig til gode i Schweiz. Det har været en god tid i FCN, hvor jeg har arbejdet under utrolig dygtige trænere, og spillet sammen med nogle meget talentfulde holdkammerater.
Benjamin Kibebe er svensker og spillede i flere år for AIK Stockholm, før han i 2005 kom til norsk fodbold først hos Tromsø og derefter Aalesund. I sommeren 2008 gik turen så til FC Nordsjælland for Benjamin Kibebe. Han er noteret for en enkelt landskamp for Sverige. I FCN regi er det blevet til 62 kampe og 2 mål.